Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vil man nu lære Pol de Mont at kjende
fra en helt anden Side, da læse man et Digt
som det henaandede Ikke i den kolde Jord!
(af Værket Fra Kundskabens Træ). Det er en,
næsten om Shelley erindrende, sværmerisk Bøn
om at Digterens Legeme ikke maa undergaa
den Skjændsel at blive nedlagt i Kistens
lufttomme Sneverhed, ikke i Gravens lysforladte
Mørke, ikke i Jordens kolde Skjød. Ved Alt,
hvad han har elsket, i Skjønhedens Navn, som
var hans Guddom, i Kunstens, som var hans
Kultus, i Livets og Kjærlighedens Navn anraaber
han om at maatte blive overgivet til den rene
Flamme, som Prometheus stjal fra Himlen, og
om paa dens Vinger at turde stige mod Himlen
med den.
Det Ypperste, Pol de Mont hidtil har
skrevet, er imidlertid det alt nævnte Digt
Menneskenes Børn i Samlingen Idyller og Digte
fra 1884. Det er kort, en to—tre Ark, men
der er en Storhed deri, som overgaar Miltons
Behandling af bibelske Sagn, og en Ro, som
røber den Sikkerhed i Grundanskuelsen, der
fattes i Byrons ellers saa uforlignelige
Behandlingsmaade af dem. Det er simpelthen
Fortællingen om de første Menneskers Liv, om
dem af Kains og dem af Seths Stamme, deres
Sammensmeltning, Opfindelsen af Jagt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
