Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sorgen og Nøden stedse større, Savnet stedse
smerteligere, uudholdeligere, Attraaen efter
Amnesti tilsidst den stærkeste af alle.
Saa kom Amnestien, fra Napoleons Side
af: en matkold Haan, forklædt som Mildhed,
som Naade. De Forviste var Forbrydere. Men
han var stor og god; han tilgav. Og han var
stærk; disse ufarlige Stakler kunde ikke skade
ham. De turde komme frit.
Det forstaar sig, at næsten alle greb
Tilladelsen med begge Hænder. De skulde da
gjensé Fædrelandet, Hjemmet, atter høre det
franske Sprog, atter leve i Paris, atter leve! thi
den Landsforviste levede neppe halvt.
Hugo dømte Ingen, der tog mod Napoleons
Benaadning. Men skjønt han visselig saa fuldt
som Nogen længtes efter Frankrig, saa var han
selv dog altfor stolt og stor dertil, vidste
ogsaa for godt hvad der ikke tog sig
ud. Han slængte den Kortbenede med
Knebelsbarten Amnestien tilbage i Ansigtet.
Og da var det, at alle Europas reaktionære
Aviser begyndte Skraalet om Hugos ubeskrivelige
Affektation. Den Skabhals, den Kujon,
(thi at han var fejg, det var Troesartikel) den
forlorne Socialist, den Hykler, den Gnier! Det
var bedre om han med sin Socialisme i al
Stilhed havde givet sine Millioner bort til de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
