Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
du gode Jord,» udbryder han liggende paa
Ryggen, «du som er vor fælles Moder, Livets
eneste Kilde! Du, den Evige, Udødelige, hvis
Blodomløb er din Gjennemrisling af Verdenssjælen,
denne Saft, som er tilstede selv i Stenene,
og som gjør Træerne til vore store
ubevægelige Brødre! jeg vil tabe mig i dig.»
For at kunne indføre Naturen i dens hedenske
Yppighed og Frembringelsesdrift i sit moderne
Værk behøvede han en stor Kontrast. Men
til Naturen som Magt frembød sig ingen anden
end Kristendommen som naturfjendtlig Magt.
Til Naturens Liv i Væxt og Svulmen, i Attraa
og Parring, var ingen Modsætning saa skarp
som det Liv i stræng og gold Jomfruelighed,
der skabes af det katholske Klosterløfte. Den
hedenske Oldtid havde formet den jordiske
Frugtbarheds Symbol, den store Moder, Cybele,
der i Asien dyrkedes med Orgier. Den kristelige
Middelalder havde derimod stillet den
himmelske Kyskheds Symbol, den hellige Jomfru,
Maria, der i Europa dyrkedes med Askese.
Zola har da sin Helt, fra først af en sygelig
Madonnadyrker, der hader Naturens frugtbare
Liv og ønsker, han kunde leve som Eremit i
en Ørken, hvor intet levende Væsen, ingen
Plante, intet rindende Vand vilde adsprede hans
fromme Betragtninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
