Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lærer Taine var det. Han skildrer sjældnere
Individets Udviklingshistorie end dets
Ejendommelighed som blivende og fast, og han er
særligt anlagt til at give store Gruppers, store
Massers Karakteristik.
Allerede Zolas Tilbøjelighed til at skildre
det Væsenlige, det Almengyldige, det, der er
saa lidt variabelt som muligt, driver ham til af
Sjælelivet at udsondre det højeste Følelsesliv,
det fineste Tankeliv, som Noget der ikke ligger
for ham og som han neppe synes at tro paa.
Han holder sig helst til de store simple
Grunddrifter, de simpleste sjælelige Tilstande.
Men ogsaa hans oprindelige Livsanskuelse,
hans indgroede pessimistiske Hang, ledede ham
i denne Retning. Han vilde i sin store
Romanrække skildre en Tidsalder, som fandt sin
Afslutning og tilsyneladende sin Dom ved Sedan.
Dermed var givet dette: Afskyeligheder og en
Nemesis. Enkelte Bøger, der dvæle længst ved
Afskyelighederne, ere Udtryk for ren og skjær
Pessimisme. I dem ser Forfatteren saa godt
som Intet, der ikke er sort og skident: La curée,
Le ventre de Paris, Eugéne Rougon, Pot-Bouille.
Andre antyde Nemesis i Skikkelse af en Art
Naturretfærdighed: La conquête de Plassans,
Nana, Germinal. En enkelt har en vis
Optimisme af lidet troværdig og lidet aandfuld Art:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
