Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Syndsforladelse kan han kun bevare ved at ombytte den
med Begrebet om en ved Kjærlighed forsonet Skjæbne.
Med andre Ord, han kan kun finde Christi Lidelseshistorie
skjøn, hvis han ser den under samme Synspunkt,
under hvilket han ser «Oedipus i Kolonoi»,
som en Skjæbne, der rammer den Uskyldige, ikke
som et Offer bragt for Andres Synd. Ogsaa for
ham er da Jødedom og Kristendom i Grunden Et
og det Samme, den stygge Modsætning til
Hellenismen.
Han frelser for sin Bevidsthed kun Jesu Person
og Historie ud af det Positivt-Religiøses Skibbrud,
idet Jesus i personlig Form bliver ham hvad
Antiken var ham i Statslivets Form: et skjønt og
guddommeligt-menneskeligt Liv. Denne Jesus er
da ikke Jesus slet og ret, men en Jesus-Apollo
som den, Heine senere skildrer i Digtet «Freden»:
den mægtige Skikkelse, der som Hjerte i Brystet
bærer den røde, flammende Sol. Og naar Heine i
den bekjendte Fortale til «Romancero» taler om
sit sidste Knæfald for «Skjønhedens højtbenedidede
Gudinde, vor kjære Frue fra Milo», der saa
medlidende saa’ ned paa ham, selv trøstesløs over ikke
at kunne bringe Hjælp, da møde vi hos ham en
lignende Sammensmeltning af det Hedenske og det
Kristelige. Thi dette er ikke Venus slet og ret,
men Venus-Madonna.
Hegel er da Stamfaderen til selve den hedenske
Hellenisme, som det blev Skik at anklage Heine for.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
