Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Scherer er kold og afvisende. Ja, da den italienske
Digter Carducci for nogle Aar siden i en Ode
forherligede Heine som Frihedshelt, nedlagde endog
Karl Hillebrand, Tysklands bedste Kritiker og
Heines tidligere Sekretær, der altid havde talt
med Pietet og Beundring om den store Afdøde, en
Art Protest: Heine selv havde aldrig taget dette
saa højtideligt. Denne Misstemning og Mistro er
forklarlig. Thi Frivoliteten i Heines Væsen
medførte i hans Ungdom en afskrækkende politisk
Holdningsløshed. For at opnaa et Professorat i
München er han 1827 rede til at fornægte sin
Fortid for Kong Ludvig, dog uden Resultat. Han
tilbyder samtidigt at forsvare den usle Hertug af
Brunsvig, Diamanthertugen, ifald han kan faa en
brunsvigsk Orden derfor; ligeledes uden Resultat.
Først fra 1830 af er hans politiske Karakter
befæstet.
Sagen er dernæst, at Heine manglede «de
pathetiske Gebærder», var for stolt til at
anvende dem. Det forvirrer Tyskerne. Men man
gjør ham højligt Uret. Dette var og blev den
store Pathos i hans Sjæl. Helt har han følt det
Digt, som afslutter et Kapitel af Romancero:
Enfant perdu, skrevet i hans senere Leveaar. Han
var virkelig, hvad han her kalder sig, en
fremskudt Vedet, en glemt Forpost, prisgivet til
Nedskydning. Og naar det i hans efterladte Hymne
i Prosa hedder: «Jeg er Sværdet, jeg er Flammen»,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
