Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Naar Heine tilbeder Marseillaisen, saa er det,
fordi Sangen er ham den store Revoltes Symbol.
Naar han dyrker Napoleon, saa er det, fordi denne
er Kongernes og den gamle Verdensordens Ydmyger,
og naar han overser alt det Frihedsfjendske
hos ham, saa er det, fordi Napoleon staar for ham
som Folkets Repræsentant, ren for hvert Stænk af
demokratisk Middelmaadighed.
Det er da kun en enkelt Gang i Mismod,
hvor han ikke er sig selv, men taler i udenfra
hentede Formler, at Heine kan indlade sig paa
at udtale den plebejiske Taabelighed, at de store
Individers Betydning er forbi, en Paastand, som i
Grunden kun er den borgerlige Misundelses
klassiske Udtryk. Paa Bunden af sit Væsen er Heine
saa overbevist om det Modsatte, at han kan gaa
til den gale Yderlighed, i Nikolaj, al Tvangs
forstokkede Repræsentant i Datiden, at se
Frihedsmændenes Høvding i Europa. Men Nikolaj var
idetmindste en Personlighed, en Kraft. Og Heine
var Geni nok til at føle, det i sidste Instans ene
og alene kommer an paa Personligheder og Kræfter.
Tallet gjør det ikke, Monarker gjør det heller ikke,
end ikke Monarker i rigeligt Flertal. Derfor Heines
evige Løjer med de tre Dusin tyske Monarker.
Hvad Heine ræddedes for, var maaske først
et Liv uden Skjønhed. Den Fourier’ske Phalanstère,
det store Arbejdshus uden Overflod, hvor
Alt er lige til Øllet, og hvor der ingen Plads
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
