Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Der er heri en Madrigalstil, som Heine i modnere
Aar kommer ganske udover.
Ogsaa en anden af Stroferne i dette saa
stemningsfulde Gangesdigt har Ejendommeligheder,
som pege tilbage mod Heines Oprindelse fra den
romantiske Skole med dens vilkaarlige Naturopfattelse:
Die Veilchen kichern und kosen
Und schau’n nach den Sternen empor.
At Violerne kjærtegne hinanden er allerede ret
dristigt; det minder om H. C. Andersens
fortryllede Haver; men at de fnise, er sikkert for
meget af det Gode. Det er den Stil, Emile Zola
senere slaar ind paa i Skildringen af sin Have
Paradou.
I samme Aand som denne Sang har Heine
digtet den følgende om Lotosblomsten, der ængstes
for Solens Pragt, en yderst yndefuld Digtning, i
al Blomsteruskyld sanseligt smeltende som faa
andre Poesier. Her er den sanseligt-sjælelige
Attraa næsten drevet ud i Hysteri, idet Digteren
ikke nøjes med at lade Lotoskalken blomstre og
gløde og lyse og dufte og skjælve, men endogsaa
græde, idet dens Elsker Maanen vækker den med
sine Straaler.
Næst efter disse attraaende Digte er de
opgivende, som udtrykke Elskovslivets Ophør, de
mest følte. Det ypperste Exempel er Digtet Nr.
59 i «Intermezzo», der i sin første Strofe skildrer,
hvorledes en Stjerne, Elskovsstjernen, falder ned
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 14:58:40 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/bghheine/0068.html
