Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Selten habt ihr mich verstanden,
Selten auch verstand ich euch,
Nur wenn wir im Koth uns fanden,
So verstanden wir uns gleich.
Det er ubegribeligt, at man nogensinde har
kunnet betragte denne Strofe som en Tilstaaelse
af smudsige Instinkter. Den snærter jo kun dem,
der søge lige ned til ethvert anstødeligt eller
slibrigt Sted i en Bog som Soen søger til Pølen, og
slaa sig ned deri. At Heine ikke her tænker
paa nogen Indrømmelse i Retning af at have villet
appellere til Læserens sanselige Drift eller cyniske
Tilbøjelighed viser bedst det følgende Digt, der
umiddelbart slutter sig til hine Linjer, og som
begynder:
Doch die Kastraten klagten,
Als ich meine Stimme erhob;
Sie klagten und sie sagten:
Ich sänge viel zu grob.
Han kunde ikke utvetydigere hævde, at han,
hvor han har været ligefrem, drøj eller cynisk,
kun har fulgt sit moderne Hang til Virkelighedstroskab,
sin Uvilje mod romantiserende Besmykkelse,
sin uvilkaarlige Drift hen imod den skjærende
Livssandhed.
Ikke mere moralsk Berettigelse har den
almindelige Klage over hvad Julian Schmidt engang
har kaldt Gemenheden i Heines Tankespring fra
det Sublime til det Lave. Et typisk Exempel paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 14:58:40 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/bghheine/0076.html
