Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indtryk, at han af al Magt trænger det Sjælelige
som forstyrrende tilbage. Hans Synsmaade bliver
stedse mere positiv og virkelighedskjær. «Jeg
frygter ikke den Bebrejdelse,» siger han i sin
Afhandling om Graniten, «at det skulde være en
Modsigelsens Aand, der har ført mig fra Iagttagelse og
Skildring af det menneskelige Hjerte, den yngste,
mangfoldigste, bevægeligste, foranderligste Del af
Skabningen, den, som det er lettest at ryste og
rokke, til Iagttagelsen af Naturens ældste, fasteste,
dybeste, urokkeligste Søn»[1]. Han mener Graniten.
I hvad Retning var det da endnu muligt for
en tysk Digter at lægge genial Naturfølelse for
Dagen? Fra Menneskehjertet til Graniten havde
Goethe omspændt Alt.
Kun et eneste Omraade var levnet. Goethe
havde aldrig besunget Havet. Som næsten
fyrretyveaarig saa han det i Venedig første Gang. Han
var paa Lido. «Jeg hørte,» skriver han, «en
stærk Larm; det var Havet, og jeg saa det snart.
Det gik højt mod Stranden, idet det trak sig
tilbage. Det var Middag og Ebbe. Saa har jeg
da nu ogsaa set Havet med mine Øjne,» og længere
hen staar den korte Sætning: «Havet er dog et
stort Syn.» I femte Akt af «Faust», hvor Hav og
Sejlads berøres, ligger hele Vægten paa Gravning af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
