Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bajadere» givet et Exempel paa, at endog meget
dristige Æmner kunde adles ved Stilens Storhed,
og selv hvor han, som i de venetianske Egigrammer,
behandler Bajaderer, der ingenlunde lutres gjennem
Elskov, og dvæler ved Digterens Forhold til dem,
virker allerede det antike Versemaal fjernende og
der forekommer intet anstødeligt Ord; endelig drukne
disse faa løsslupne Epigrammer i Massen af Goethes
andre Digtninge; man føler ogsaa ved Læsningen
af dem, at han er den Mand, hvem Alnaturen
skabte for gjennem ham at faa at vide, hvorledes
den helt saa ud.
Hos Heine optager Aabenmundetheden med
Hensyn til hans Forhold til det andet Kjøn for
stor en Plads og er ikke altid smagfuld. Den
skaffer ham ti Læsere for hver en, den fjerner;
men den ene, den fjerner, var undertiden mere
værd end de ti, den forskaffer.
Og dog er denne Aabenmundethed i en vis
Henseende tillige hans Styrke. Den havde ikke
behøvet at være saa personlig, men ellers er den
ganske nødvendig for den, der ikke blot vil
omspænde det Alvorliges Halvkugle, men det Komiskes
med. Og den saavel som de mange skamløse
personlige Angreb nærmer Heine til alle Tiders
ypperste, rent komiske Digter.
I Slutningen af sit «Vinteræventyr» udtaler
Heine umiddelbart efter det kaade Sted, hvor han
lugter sig til Kundskab om Tysklands Fremtid ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
