Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lav og frastødende Egenskab. Men i denne sin
Forening med høje Evner er den ualmindelig. Den
aristofaniske Digter maa og kan ikke have den
Stolthed, der gyser tilbage for at more de Gemene,
dem, der kun forstaa En, naar de møde En i
Snavset. Han tør ikke sky til et vist Punkt at
give sig til Pris, det vil sige: at give sit moralske
Væsen til Pris for at indvinde et større digterisk Felt.
Det nytter ikke, at en Autor, der, som Platen
(eller som Hauch i «Den babyloniske Taarnbygning»)
først og fremmest vil gjøre Indtryk af «en ædel
Digter» og indgyde Respekt ved sin Person —
det nytter ikke, han forkynder, at han vil «knuse
sine Modstandere med virkelig Vittighed». Man
kan ikke paa én Gang optræde som fin Mand og
som Aristofaniker. Man strander i denne sidste
Egenskab, ifald man sætter større Pris paa de
Andres Agtelse end paa Kunstens Triumf. Men
hos den virkelige Aristofaniker faaer Poesien til
Gjengjæld et Omfang som aldrig hos den højtidelige
Digter (en Schiller eller en Hugo); den
afspejler Menneskelivet helt fra dets højeste til dets
laveste Funktioner.
Saa faa formelle Berøringspunkter der er mellem
Heines lyrisk-satiriske Digte og Aristofanes’s
store fantastiske Skuespil, saa er det dog
sandsynligt, at der ikke siden den græske Oldtids Dage
er opstaaet et med Aristofanes’s mere beslægtet
Vid end Heinrich Heines.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
