Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sikrer sig næsten ligesaa ofte mod visse hæslige
Insekter hos Heine som hos Aristofanes.
Skjøndt Heine selvfølgelig ikke kan føre et
saadant Frisprog med Hensyn til det Kjønslige som
den gamle Græker, saa negter han sig til Gjengjæld
ikke nogen Hentydning, der kan bøde paa hvad
Udtalelserne maa mangle i Ligefremhed. Nu og
da er der næsten ingen Omskrivning tilstede, og
Cynismen, som ellers antydes ved et Smil eller en
Grimace, les ud i Verden af fuld Hals — saaledes
i Slutningen af «Vinteræventyret», i Digte som
«Den Vantro» og lignende.
Og atter som hos Aristofanes: Fra denne
stadige Dvælen ved alt det i Mennesket, som minder
om, at det i sin første Spire udvikles mellem en
Blære og en Endetarm, hæver Heine sig til den
fineste, sarteste Lyrik. Han, som saa godt kjender
Naturvæsenernes materielle Oprindelse, udleder i
et af sine Digte Alt fra Nattergalesangen:
Im Anfang war die Nachtigall
Und sang ihr Lied: Züküht! Züküht!
Elskelige og fine, du!
Du, som er sødest af Alt for mig,
Skovensomme Veninde!
Kommer du? kommer du? bliver du? osv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
