Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kun er den, at lyse et Øjeblik som Meteorer, der
slukkes, saasnart de berøre Jorden; et fjerde er
det: fordi der i Henrik Ibsens Digteraand er et
særeget Hang, der tvinger ham til at skildre Livet
netop paa denne Maade. Til Allersidst gives der
intet andet Svar, end at han fremstiller Livet som
det fremstiller sig for ham, end at der rimeligvis
maa være Noget inderst inde i hans Natur, der
nøder ham til at forestille og udmale sig Livet
som en mægtig, men fortvivlet Kamp opad mod
det Gode, Noget i hans Øje, der tvinger ham til
at se Sort, noget Krigerisk, Oprørsk, Voldsomt og
Tungsindigt dybt i hans Væsen, der afspejler sig
i hans Værker og gjør selve hans Kjærlighed til
Lyset mørk.
Man kan gjøre en Prøve paa, om det forholder
sig saaledes. Vil man erfare en Hemmelighed,
iagttager man jo den Paagjældende i et
ubevogtet Øjeblik, naar han ubevidst lægger sit
Indre for Dagen. Den Fangne vækker man op
af Søvne til Forhør, han røber sig lettest, idet
han vaagner. Saaledes ogsaa den digteriske
Individualitet: den griber, idet den vaagner,
uvilkaarligt efter et Æmne, en Form, en Personlighed,
hvorigjennem den kan udtale sig og komme til
Orde. Ibsens første poetiske Forsøg, som han
udførte endnu medens han som voxen Discipel,
tilbage i Studierne, men fremmelig i Udvikling,
drøvtyggede sin Sallust paa Skolebænken, er et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
