Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
formaar at besværge; han bruger Brand som Organ
for saa mange Tanker, hvis Sandhed han selv vil
staa inde for, at man af hans Værk faar et
Indtryk, som raabte han ud i Verden: «Jeg føler, at
der i alt dette maa være en Fejl, men hvori den
egenlig stikker, formaar jeg ikke at klare hverken
mig selv eller Andre». Derfor lyde ogsaa Digtets
sidste Ord uden overbevisende Fynd; thi Brand
har slaaet enhver Indvending af Marken, og har
fortræffeligt gjendrevet ogsaa den Beskyldning, han
i sit Dødsøjeblik hører, Beskyldningen for ikke at
have forstaaet, at Gud er Kjærlighed. Men af
denne Grund forvandler ogsaa et Angreb paa Brand
sig altfor let til et Angreb paa Digteren, der ikke
har ladet Hovedpersonen møde enten en Helt,
der var sandere eller en Ironi, der var stærkere
end han selv. Brand stiller de yderste Fordringer
til Andre, medens han selv er midt i sin Udvikling.
Han opstiller den yderste Forsagelse som
Pligt paa samme Tid, som han selv tager sig en
Hustru. Han mangler ikke blot den Klogskab,
men ogsaa den Visdom, uden hvilken man ikke
fuldt kan tjene det Gode — Alt dette lader
Digteren gaa hen, fordi han selv har ladet sig imponere
af sin Helt. Ja end ikke hvor Brand næsten bliver
komisk som den stærke norske Mand, der hverken
kan græde eller fryse, end ikke der faar Ironien
Lov til at se sit Snit og gjøre Misforstaaelsen klar.
Meningen er ikke, at Dommen skulde eller burde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
