Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er ogsaa i «Kongs-Æmnerne» Peters Ærefrygt for
hans kongelige Fader fremstilt; ligeledes det skjønne
Forhold imellem Hakon og Inga, Kongsmoderen,
der er saa stolt af sin «store Søn». Og dog —
ligefuldt turde det være muligt baade i disse
Skildringer af Kjærligheden og i adskillige af
Ibsens Fremstillinger af Elskoven at spore Digterens
paa Følelsens Bekostning udviklede Reflexion. Meget
hyppigt, naar Ibsen fremstiller Kjærlighed, hvad enten
i Forholdet mellem Sønnen og Moderen, Sønnen og
Faderen, eller i Forholdet mellem to Elskende, er
Kjærligheden stærkt blandet med Beundring.
Elskoven er Elskov til Mandens Ry (Eline i «Fru
Inger», Hjørdis i «Hærmændene», Ingebjørg i
«Kongs-Æmnerne»); men er Beundringen end et
Element i al Elskov, fortrinsvis i det 19de
Aarhundredes Elskov og i Elskoven, som det 19de
Aarhundrede skildrer den, og fortrinsvis i
Kvindens, saa er Beundringen dog netop Hovedets
Kjærlighed; i den egenlige, naturlige, af
Reflexionen ubesmittede Elskov er Beundringen endnu
slet ikke kommen frem som saadan. Julie
beundrer ikke Romeo. Dog selv om saa er, Ibsen
har i ethvert Fald nogle Gange fremstilt den
ublandede Følelse og Lidenskab i dens
urandsagelige Dybde og dens over al Forstand ophøjede
Sværmeri.
Her et Par Exempler. Det første af «Fru
Inger til Østerraad»:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
