Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men da jeg havde faaet den løst, saa rakned det
op Altsammen. Og saa skønte jeg, at det var
Maskinsøm» — der fornemmes trods den hele
Afstand, der skiller Digteren fra den digtede
Karakter, gjennem Ordene et lettende Suk ved
engang, om end indirekte, at faa det Yderste sagt.
Hos Catilina og hos Fru Alving, Ibsens første
og sidste Skikkelse, samme Isolerthedsfølelse som
i de mellemliggende Personligheder Falk, Brand
og Nora, og samme fortvivlede Renden Panden
mod Væggen.
Det gængse Navn for et saadant Syn paa
Verden og Menneskene er i det moderne Europa
Pessimisme. Men Pessimismen har mange Arter
og Afskygninger. Den kan, som hos Schopenhauer
og von Hartmann, være Overbevisningen om, at
selve Livet er et Onde, at Glædernes Sum er
forsvindende i Sammenligning med den Sum af
Smerter og Kvaler, et Menneskeliv rummer, den
kan gaa ud paa at vise Intetheden af de højeste
Goder, vise, hvor tungsindig Ungdommen, hvor
glædesløst Arbejdet er, hvor tom Fornøjelsen er i sig
selv, og hvor stærkt vi ved Gjentagelse afstumpes
for den — Altsammen for i Kraft af denne Indsigt
enten som Schopenhauer at anbefale Askesen
eller som von Hartmann Arbejden for Kulturfremskridtet,
dog med den Bevidsthed, at ethvert Fremskridt
i Kultur medfører stigende Ulykkesfølelse
for Menneskeslægten. Denne Pessimisme er ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
