Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremmede Ideer, som man søgte at tilegne sig og
gjøre til sit eget Kjød og Blod, uden at stjæle
dem og selv udgive sig for deres Opfinder?
Tyveriet, ikke en Leven for Andres Ideer, vilde gjøre
En ulykkelig. Det er da ogsaa dette, som volder
Skules Ulykke. Men Sagen er, at Ibsen efter sit
hele Naturel interesserer sig mere for de Kampe,
der foregaa i den enkelte Personlighed, end for
Kampene mellem historiske Magter. Hvad der
har fængslet ham til Skule og gjort denne til
Stykkets Hovedperson, det er det «Interessante»
ved Skule, hans sammensatte Natur, hans kæmpende
Aand, der selv i Uretten overstraaler Hakons
enkelte, sejrsvisse Væsen; det er den fortvivlede
Kraft i denne store Nureddin, der trods Attraaen
efter Lampen, trods Tyveriet af Lampen maa gaa
tilgrunde. Det er Forholdet mellem Evne og Higen,
mellem Vilje og Mulighed i den Enkeltes Sjæl,
dette Forhold, som alt antydedes i Catilina og i
Gunnar i «Hærmændene», der her paany fremtræder
i Skules Forhold til Hakons Tanke. Skule
staar overfor Kongstanken, som Julian overfor
Kristendommen, betaget af Anelsen om Storheden hos
den Magt, han bekæmper, i et ulægeligt skjævt
Forhold til den store, sejerrige Idé. Den
psykologiske Interesse slaar den historiske af Marken.
Forholdet mellem to paa hinanden følgende
Slægter er endnu fremstillet i «De Unges Forbund»,
et Drama, der paa en yderst vittig Maade leverer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
