Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opført paa Bergens Theater to Gange, 2. og 4.
Januar 1857.
Al moderne dansk-norsk Digtning har saalænge
den ikke forsøgte at afspejle den samtidige
Virkelighed kunnet føres tilbage til tre litterære
Kilder, den islandske Edda- og Saga-Litteratur,
Folkeviserne og Holberg. Henrik Ibsen er fra
først af som andre nordiske Aander bleven
paavirket af dem alle.
Ingen, hvem de nordiske Sprog er fremmede,
vil ret kunne forstaa den Trolddom, som
Folkevisernes Stil og Melodi udøver over nordiske
Sind. De skjønne Sange i «Des Knaben Wunderhorn»
har maaske udøvet et lignende Herredømme
over tyske Gemytter, men det er, saa vidt jeg véd,
ikke lykkedes nogen tysk Digter at forme et til
dramatisk Brug anvendeligt Versemaal, som
bevarede alt det Bedste af de middelalderlige
Folkevisers rige Klang og stærke, mættede Duft. Naar
Henrik Hertz’s «Svend Dyrings Hus» i sin Tid gjorde
saa megen Opsigt og virkede saa dybt, var det
fordi her for første Gang den Opgave var løst at
danne et med Kjæmpeviserne beslægtet Versemaal,
der besad en lige saa stor Bevægelighed som
Niebelungenlieds-Verset og en dramatisk Brugbarhed,
der ikke stod tilbage for den femfodede Jambes.
Henrik Ibsen har vistnok med Rette godtgjort, at
«Svend Dyrings Hus» med Hensyn til Hovedfigurernes
indbyrdes Forhold skylder Kleist’s «Käthchen von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
