Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
149
Skikkelser. Ingensinde før havde han lagt den
ophøjede Ro, den sikre Humanitet for Dagen, med
hvilken dette kvindelige Væsen er fremstilt,
forklaret og indirekte bedømt. Han, hvis Særmærke
det en Tidlang havde været at bevise Uægtheden
af det tilsyneladende Ægte og lytte den hule
Klang frem af det tilsyneladende Solide — han
har her overvundet sin gamle Mistro og har troet
paa Lutringen af denne Pige med den besudlede
Fortid, har paavist og fremstilt den gode Kjærne,
Renheden, tilsidst Storheden hos Forbrydersken,
Løgnersken, Mordersken. Han har udført dette
paa saa overbevisende Maade, at selv den, der
aldrig har truffet nogen Rebekka — og hun er
vel blandt Ibsens norske Kvinder i højest Grad
Undtagelse — selv han nærer intet Øjeblik Tvivl
om at hun er mulig. Hun er kun mere
alment-menneskelig end særlig norsk; i visse Maader gjør
hun et russisk Indtryk.
Kun med to Ord maa endnu erindres om, med
hvilken Kunst Ibsen henimod Dramaets Slutning
har benyttet Ulrik Brendels fantastiske Personlighed
til at bryde Stemningen og derved forstærke den.
Rebekka i «Rosmersholm» var som en
Personi-fication af Nordlandet, hvorfra hun stammede,
Landet med det stadige Mørke og det uafbrudte
Lys i bråt Omskiften, de voldsomme, ubeherskede
Temperamenters Land. Alle de Lignelser, ved
hvilke hun forsøgte at male sin egen Natur, hen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
