Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
Rette kunne siges, at min Digter i sit Liv ikke
kan stige til Højden af de Idealer, han fremstiller
i sine Bøger.
Stod der saaledes, var Stykket blevet et ganske
andet, mere massivt, mere holdende sig til Jorden.
Som Repliken nu lyder, er Stykket mere poetisk,
mere dunkelt og fængslende ved sin Dobbeltmening.
Der behøves nemlig megen Kunst for at vi helt
igjennem skulle tro paa Symbolet, saa det ikke
virker som blot Symbol. Ibsen har for at holde
Læseren fast i Stykkets Atmosfære med vidunderlig
Agtpaagivenhed maattet kitte alle Dramets Vinduer
og Døre til, saa ikke et Pust af Dagliglivets sunde
Menneskeforstand trængte ind. Thi skete det,
var Trolddommen brudt. Hvis en eneste af
Stykkets Personer en eneste Gang betonede, at det
jo dog aldeles ingen Maalestok er for en
Bygmesters Storhed, om han bliver svimmel paa Vejen
til et Kirketaarns Spir eller ej, saa var Stemningen
og Symboliken sprængt. Men alt Sligt er holdt ude.
Derimod se vi Hilde i Virkeligheden rive
Solness ud af hans låve Tankekres, før vi se hende
drive ham til i den legemlige Verden at staa ene
og fri højt oppe. Thi hun ræddes, da hun endelig
forstaar hans Lavhed overfor Ragnar. Hun
forfærdes ved den Tale, han fører: «Vil De ta Livet
af mig? Ta fra mig det, som er mig mere end
Livet?» — Og hvad er det? — «At se Dem stor.
Se Dem med en Krans i Haanden. Højt, højt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
