Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i3o
stolte Plejemoder kommer, dødssyg som hun er,
til ham for at tilbringe sin sidste Tid i hans
Nærhed, tilsigter iøvrigt kun hans egen Lykke. Begge
Søstre staa haardt mod hinanden i Kampen om
Ynglingens Kjærlighed. Til disse to træder saa
henimod Stykkets Slutning Faderen med sin
Henvendelse til Sønnen; han drømmer efter den i
Uvirksomhed spildte Tid paany om at arbejde sig
i Vejret og attraar Sønnens Medvirken dertil.
Forholdet mellem Forældre og Børn, særlig
mellem Fader og Søn, har tidligt og stærkt sysselsat
Ibsen. I «Samfundets Støtter» allerede indser
Bernick, at han «har aldrig ejet» sin Søn, sin Olaf,
da han troer at have mistet ham. I «Lille Eyolf»
indser Allmers med de selvsamme Ord, at han har
i Grunden «aldrig ejet» sit eget Barn. Forældrene
vandt ham ikke. Ganske saaledes viser det sig
her, at hverken Moderen eller Plejemoderen eller
Faderen ejer Sønnen. Men medens dette i de
tidligere Skuespil udelukkende fremstilledes som
Forældrenes Fejl, er Forholdet her langt anderledes
og dybere opfattet. Vistnok vil Moderen her, som
Allmers hist, bruge Sønnen til sine egne Formaal
uden at spørge om hans egen Naturs dog afgjørende
Krav. Men her er Forældrene, Plejemoderen især,
alvorligere, langt større anlagte Naturer end Sønnen.
Ethvert Krav, der fra de Ældres Side stilles til
ham, preller af paa hans Ubetydelighed, paa hans
unge, nydelseslystne Sind. Han vil hverken blive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
