Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Menneskeofre, kan ikke undre; thi det have alle Guder
oprindeligt gjort, men dette Forhold er da for
almindeligt til at kunne forklare det oprindeligt
fjendtlige Forhold til Arvingen, hvori den
romerske Arvelader efter Theorien skal have staaet.
Idet nu Lassalle fra denne aandfulde
Undersøgelse af den romerske Arverets Væsen lader
Blikket falde paa den germaniske Arveret,
kommer han til Værkets Hovedpunkt, som i
ingen Henseende anfægtes af de udtalte Tvivl;
han finder, at ikke et Ord af det om
Romerretten Udviklede passer paa den helt forskjellige
germaniske Stammes Arveret. Grundreglen her
er at Arven øjeblikkelig ved Arveladerens Død
gaar over paa Arvingen. Da Germanerne dukke
op i Historien, kjende de kun Intestatarveret
(Arveret uden Testament), og der er en uendelig
Forskjel mellem den Intestatarveret, der som
i Rom kun subsidiært har Gyldighed, naar
Arveladerens individuelle Vilje ej har talt, og
Intestatarveretten som eneste og exklusiv, som
udelukkende en afvigende Vilje hos Arveladeren.
Den germaniske Intestatarveret er da hvad den
romerske med Urette er bleven kaldt: virkelig
Familieret, og Familiens Begreb er her Personernes
paa Blodets Baand beroende sædelige
Identitet; man kunde, hvis det gjaldt om
Antitheser, sige, at den romerske Arværet forholder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
