Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ord dog er syg eller ihjel. Vist er det latterligt
naar en Max Wirth opdager, at den af Lassalle
paaberaabte Lønningslov er «et længst overvundet
Standpunkt», naar en Faucher udfinder,
at han ikke forstaar sig det mindste paa Økonomi,
naar en Nürnberger-Arbejderforening erklærer,
at han er «et lejet Redskab for Reaktionen»
eller naar Schulze skriver sit «Jammersvar». Men
hvad nytter det, naar Ingen føler Latterligheden,
og naar Publikum i Avisernes Kattemusik hører
Moralens og den sande Videnskabeligheds Stemme!
Saa føler han Nødvendigheden af at slaa et
stort Slag, og Nødvendigheden af en Sejr
forvandler sig til den Forudvished om den, der
hidfører den. I en saadan Sindsstemning skriver
han, da han har besluttet at tale i Frankfurt,
til Rodbertus:
«De har ganske Ret i at saadanne Disputatorier
ikke afgjøre noget, men denne Gang behøver
jeg et saadant. Efter den Maade, paa
hvilken Berliner-Pressen har slaaet Mønt af den
herværende Arbejder-Komedie, og da vi intet
Organ have, hvori vi kunne komme til Orde,
saa behøver jeg et stort Eclat, ved hvilket jeg
tvinger Bourgeois-Pressen til at tjene mig. Derfor
maa jeg derhen og maa jeg sejre. Jeg behøver
det. Folk er der enstemmigt imod mig og have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
