Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
F. n Billedhuggers Liv
Bud fra Hospitalet, at der netop var bragt en ganske ung Mand døende
derind, vilde jeg se ham dø, maatte jeg skynde mig. Jeg klædte mig
hurtig paa og fulgte Budet. Underveis fik jeg høre hele den sørgelige
Historie. Det unge Menneske havde været med sin Kjæreste paa Dans
i et Osteri uden tor en af Portene. Nogle Haandværkssvende havde
gjort Cour til Pigen — der er altid en Kvinde med i Spillet. Med en»
gang var han sprunget op, var gaaet rent Bersærkergang og havde jaget
hele Flokken ud. Men en Skræddersvend havde luret sig bag paa ham
og havde stukket ham i Ryggen. Drabsmanden sad nu under Laas og
Lukke, men det unge Menneske var bragt til Hospitalet og kunde ikke
leve Natten over.
Vi var snart fremme. Jeg blev ført ind i det Rum, jeg saa ofte havde
besøgt ved lignende Leiligheder. Ved Enden af en Række grønmalte
Senge saa jeg en liden Gruppe Mennesker, Doktoren, en Nonne og et
Par til. Jeg gik der hen. Udstrakt paa en Seng laa en ung Mand bleg
som Døden. — Det var Stephano.
Idet han fik Øie paa mig, gik der et Smil over hans Ansigt.
«Grazie, padrone», — Tak, Mester — hviskede han.
Jeg havde en Følelse af Skam. Han troede, jeg kom for at se til
ham. Jeg havde ikke anet, at jeg skulde finde ham her. Han havde
lovet mig at holde ud til Slut for mig som Model, paa denne Maade
holdt han Ord.
Paa den anden Side af Sengen stod hans Moder. Hendes Ansigt var
hvidt som et Lagen, men ubevægeligt, haardt.
Dødsrallingen begyndte inde i Brystet paa ham, en ubeskrivelig, ræd»
som Lyd, det er, ligesom man hører Blodet stivne der inde. Pludseligt
reiste han sig halvt i Sengen, strakte Armene ud mod Moderen.
«Mama mia!» skreg han, faldt tilbage og var død. Hun stod der
endnu med det samme forstenede Udtryk i sit Ansigt.
Jeg følte det som en Raahed — og dog stod jeg der som Billedhug»
ger og saa paa dette. Jeg bøiede mig over ham for at se, hvorledes det
brustne Øie sank lidt ind i Øienhulen, den sorte Linje under det undre
Øielaag. Jeg saa op paa denne Kvinde, som stod der og stirrede paa
sin eneste Søns Lig med et stivnet Blik. Jeg ser det endnu. —
Forum romanum laa som en Kirkegaard foran mig i det graa Morgen»
lys, da jeg traadte ud af Hospitalet. Det passede i Stemningen. Jeg gik
sagte hjem over Capitol, Corsoen op. Hele Rom sov endnu. Enhver
By har paa den Tid af Døgnet noget øde, dødslignende ved sig.
Det var blevet Dag, da jeg traadte ind i Atelieret. Jeg dækkede min
Gruppe af. Uhyggeligt, allerede den blotte Portrætlighed i disse to Hoveder.
Jeg begyndte roligt at arbeide — en Times Tid, og jeg gik bort fra Atelieret
og rørte ikke Gruppen mere. — Næste Dag kom Gibseren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
