Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frydendalsvei
147
sultatet af et indgaaende Studium.
Jeg hører hende nu efter saa mange
Aars Forløb gjentage enkelte Sæt»
ninger de hundrede Gange.
«Ja, det er ogsaa sandt — ja, det
er ogsaa sandt,» Dorines første
Replik i Tartuffe, om igjen og om
igjen kunde hun gjentage de samme
Ord med forskjellig Betoning, til de
klang «mundret», som hun sagde.
Holbergs Drøiheder, som altid
før var strøgne, kunde hun smelde
ud i hele sin Friskhed, sikker som
hun følte sig paa sin Autoritet og
den Respekt, hun vidste, enhver i
sit Hjerte følte for hende. — Noget
skulde man vel kunne vinde ved et
Liv uden Plet eller Lyde.
Naar hun kom frem paa Scenen
(jeg har aldrig set hende paa The»
atret uden deroppe, aldrig besøgte
jeg hende paa hendes Værelse), naar
hun kom frem som Pernille, var
mit første Indtryk to Øine, straa»
lende af Lystighed, og to lysende
Rækker hvide Tænder i en leende
Mund. Og saa kom et Væld af
Sundhed og Livslyst og Vid, Holbergs dybe Livsvisdom gjennem Latteren,
statuarisk, formfuldendt, stilfuld og — yndefuld. Ung og smuk var hendes
Pernille, en Skikkelse, hun selv havde skapt, som ingen før hende.
Mit eget Liv gled i de første Aar paa Frydendalsvei fredeligt og lyk»
keligt hen. Vi fik hver Dag, ja ofte flere Gange om Dagen Besøg av min
kjære, uforglemmelige Ven, min Svoger, Axel Betzonick. Lige fra den første
Min Hustru som Holbergs Pernille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
