Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Moltke Moe: Fortællingerne og Digteren. Et Guldbryllop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fra et obskurt trykkeri i Kristiania utgik for femti år siden i
disse dage et litet bind på 141 små oktavsider. Boken så
fattigslig nok ut. Papiret var løst og grågult; trykken skinte
igjennem. Tilmed hadde boktrykkeren brukt sine dårligste typer
— — kanhænde „fordi der til det Væsentlige i Boken ikke
skulde bruges Typer“, som en litterær samtidig uttrykker sig:
mellem linjerne lå jo mere end der stod i dem.
Men både det som stod og det som ikke stod, dirret av
tilbaketrængt livsfylde, det var som den spæde ramme vilde
sprænges. Den 1ste september 1857 har sat tidsskjel i vor
litteratur. Fra Synnøve Solbakkens tynde, gule blade slår Norges
moderne digtning ut.
Verket ligger på vandskillet mellem to tider.
Synnøve Solbakken la slutstenen på vor nationale romantiks
bygning, likesom den la grundstenen under den mægtige dóm
som Bjørnsons og Ibsens livsverk har reist. Den hænger på
én gang sammen med 40-årenes bondedyrkelse og med
50—60-årenes tvil og vågnende realisme. „Skriver De om
bønderne — er det andet end drik og smuds og skidne unger?“
spurte en norsk politiker Bjørnstjerne Bjørnson i Synnøve-tiden.
Den norske litteratur nærmest før Bjørnson var stort set en
skildring av landets natur og folkeliv. En opdagelsernes
litteratur: Asbjørnsen og Moes norske folkeeventyr, sagnene, den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
