Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ord sammen efter musik. Det var gjerne spotteviser og leje
ting, sagte om folk, som var komme til magt og velstand,
fadeken likte best, og gutten sang.
Moderen vilde endelig ha ham med sig i fjøset om
kvældene; mangehånde påskud fandt han for at undgå det; men
når de nyttede intet, og han måtte did, da talte hun vakkert
til ham om gud og det gode og endte gjærne med under stærk
gråd at ta ham ind til sig, bede ham, tigge ham om ikke at bli
noget slet menneske.
Moderen læste med ham, og gutten var lærenem over al
måde. Faderen var såre stolt heraf og fortalte ham, særlig når
han var fuld, at han havde hans hode.
Ved dansene plejede snart faderen, når drikken vandt på
ham, at opfordre Arne til at synge fer folket. Han gjorde det
under latter og støj, vise efter vise; bifaldet glædede sønnen
næsten mere end faderen, og der var tilsist ingen ende på de
viser, han kunde synge. Bekymrede mødre, som hørte det,
gik selv til moderen og talte om det på grund af, at visernes
indhold ikke var, som det burde. Moderen tog fat i gutten og
forbød ham ved gud og alt godt at synge slige viser, og nu
forekom det gutten, at alt det, som han havde trøjsomhed af,
det var moderen imod. Han fortalte til faderen for første gang,
hvad moderen havde sagt. Da fik hun lide meget ondt derfor,
engang faderen var fuld; han taug med alting til da. Men så
gik det også op for gutten, hvad han havde gjort, og han bad
i sin sjæl gud og hende om forladelse, da han ikke kunde
komme sig til at gjøre det åbenlyst. Moderen var lige venlig
imod ham, og det skar ham i hjærtet.
Engang glemte han det dog. Han havde det ved sig, at
han kunde abe efter alt folk; navnlig kunde han tale og synge
efter dem. Moderen kom ind en kvæld, gutten underholdt
faderen hermed, og faderen fandt på, da hun var gåt igjen, at
han også skulde synge efter moderen. Han vægrede sig i
førstningen; men faderen, som lå borti sengen og lo, så han
rystede, vilde endelig, at han også skulde synge efter moderen,
Hun er borte, tænkte gutten, og kan ikke høre det, og han
sang efter hende slig, som hun somme tider sang, når hun var
hæs og grådfuld. Faderen lo, så det næsten spøgede om gutten,
og han taug af sig selv. Da kom moderen ind fra kjøkkenet,
så langt og tungt på gutten, gik borti hylden efter en ringe og
bar den ud.
Han blev brændende hed over det hele legeme; hun havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
