Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Fjerde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stund. Havde djævelen selv været her, så havde vorherre
også; mødet havde været kort. Alt foregående var nu afgjort.
Det var lidt over midnat, og de skulde være der med den
døde, til dagen kom. Arne gik hen og gjorde stor ild på gruen,
moderen satte sig ved. Og som hun nu sad der, randt det
hende ihu, hvor mangen ond dag hun havde havt med Nils,
og da takkede hun gud i en brændende, højlydt bøn for, hvad
han havde gjort. "Men jeg har ret havt nogle gode dage
også," sagde hun og gråt, som angrede hun, hvad hun nys
havde takket for, og det endte med, at hun tog den største
skyld på sig selv, som havde handlet mod guds bud af
kjærlighed til den døde, været ulydig mod sin mor og derfor fåt
straffen netop af denne sin syndefulde kjærlighed.
Arne satte sig lige over for hende. Moderen så did bort
til sengen: - "Arne, du må huske, det er for din skyld, jeg
har tålt altsammen," og hun gråt trængende om et kjært ord
for at få støtte mod sin selvanklage og trøst i al kommende
tid. Gutten skalv og kunde ikke svare. "Du må aldrig
forlade mig," hulkede hun. - Da sprang det op for ham, hvad
hun i al denne jammerens tid havde været, og hvor
grænseløs forladt hun vilde sidde, om han til løn for hendes store
troskab nu forlod hende. "Aldrig, aldrig!" hviskede han, vilde
bort til hende, men var ikke god til. De blev siddende i
stærk, sammenflydende gråd. Hun bad højt, nu for den døde,
nu for sig og gutten, og de gråt, og hun bad igjen, og de gråt.
Da sagde hun: "Arne, du har sligt et vakkert mål, du må
sætte dig bort og synge for far din."
Og det var, som han straks fik hjælp dertil. Han rejste
sig og gik efter salmebogen, tændte sig en spik, og med
spiken i den ene hånd og salmebogen i den andre, satte han
sig bort ved hovedgjærdet og sang med klar røst salme 127
af Kingo:
"Vreden din afvend, herre gud, af nåde,
riset dit blodigt, som os over måde
plager så ræddelig af en vredes brynde,
fordi vi synde."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
