- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
24

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Sjette kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

SJETTE KAPITEL.

Nogle dage efter blev mor og søn, som i senere tid havde
levet mere sammen, enige om at ta i bryllup til slægtninge i
en af nabogårdene. Moderen havde ikke været i lag, siden
hun var jente.

De to kjendte lidet folk der anderledes end af navn, og Arne
syntes især, det var underligt, da de så på ham, hvor han gik.

Der var sagt et ord efter ham i svalen engang; han var
ikke viss paa det; men han trodde det var sagt, og hver
blodsdråbe kom en og anden gang op i ham, når han tænkte derpaa.

Manden, som havde sagt det, gik han nu uafladelig og
passede på, tilsist tog han sæde hos ham. Men da han kom til
bordet, syntes han, at talen fik en anden gang.

"Nej, nu skal jeg fortælle en regle, jeg, som viser, at intet
graves så dybt ned i natten, det jo finder sin dag," sagde
manden, og Arne syntes, han så til ham. Det var en stygt
udseende mand med tynde, røde hår om en stor, rund pande.
Opunder lå et par ganske små øjne og en liden klumpnæse;
men munden var meget stor, med udover brættede læber, der
holdt sig hvidagtige. Når han lo, så man begge gummer. Hans
hænder lå på bordet: de var meget svære og grove, men
håndledet var spinkelt. Han så hvast og talte fort, men med meget
arbeide; folk kaldte ham "Kjæftauren", og Arne vidste, at Nils
Skrædder i gamle dage havde faret stygt med ham.

"Ja, der er megen synd til i denne verden; den sidder os
nærmere, end vi tror–––-. Men det er lige meget; nu skal
I høre om en styg gjærning. De, som er gamle, mindes Alf,
Skræppe-Alf. "Kommer nok igjen!" sa’ Alf; det ord er efter
ham; for når han havde endt handelen, - og han kunde handle,
den kar! - hivde’n skræppen på ryg; "kommer nok igjen!" sa’
Alf. Fanden til kar, staut kar, kjæk kar, Alf, Skræppe-Alf! -

Nej, så var det ham og Storslåpen. Storslåpen - ja, I
kjendte Storslåpen? - stor var han, og slåpen var han med.
Han forså sig på en knitrende sort hest, som Skræppe-Alf for
og ekserte med, så den sprat som en sommerlop. Og førend
Storslåpen selv viste af det, var han kommen til at gi femti
daler for gampen! Storslåpen op i en kariol, så lang han var,
for at kjøre konge med femtidalerhesten; men nu kunde han
slå og bande, så gården stod i et gov, - hesten løb ligefuldt
på alle de døre og vægge, som fandt’s; for den var stærblind!

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0042.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free