- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
25

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Sjette kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Siden lå disse to og slogs om denne hesten ud over al bygd,
rigtig ligesom to bikjer. Storslåpen vilde ha pengene sine igjen;
men se til, om han fik to danske skilling. Skræppe-Alf
pryglede ham, så bustene føg. "Kommer nok igjen," sagde Alf. -
Fanden til kar, staut kar, kjæk kar, Alf, Skræppe-Alf!

Nej, så var det på nogle år da, at han slet ikke kom igjen.

Det kunde være en ti år frem, så blev der lyst efter ham
på kirkebakken; for der var tilfaldt ham en overhændig arv.
Storslåpen stod hos. "Det vidste jeg nok," sagde han, "at det
var penge, som lyste efter Skræppe-Alf, og ikke folk." -

Nu talte de frem og tilbage om Alf; og så meget blev
snakket, at de fik sammenlagt, han havde været sidst på denne
side af Røren, men ikke på hin. Ja, I mindes vejen oven
Røren, gammelvejen?

Men Storslåpen var på nogen tid kommen til stor magt og
herlighed både med gård og greier. Desuden havde han lagt
sig på gudfrygtigheden, og det vidste alle, at han ikke blev
gudfrygtig for ingen ting, han, - mere end andre folk. De
begyndte at snakke om disse ting.

Det var i den tid, at vejen over Røren skulde omlægges;
gammelkarerne havde det med at ville bent frem, og derfor
bar det lige over Røren; men vi vil ha det fladt, og derfor
kommer vejen nu ned ved elven. Der blev en minering og
husering, så en tænkte, Røren vilde ned. Alslags vejstyring
for der, men amtmanden oftest; ti han har dobbelt friskyds.
Og som de nu en dag lå og grov ned i urene der, skulde en
ta en sten, men fik en hånd, der stak ud af røsen, og så stærk
var den hånden, at han, som fik den, tumlede tilbage med den.
Men han, som fik den, var Storslåpen. - Lensmanden drev
der; han blev hentet, og benene af en hel kar fremgravne.
Doktor blev også hentet! han satte det altsammen så kunstig
sammen, at der nu bare manglede kjød. Men folk skjød på
at det benskranglet kunde netop være på størrelse som
Skræppe-Alf. "Kommer nok igjen," sa’ Alf.

Nogen og hver syntes det underligt, at en død hånd kunde
slå en kar som Storslåpen helt omkring, endda den slet ikke
slog. Lensmanden gik lige ind på ham med det, - forstår
sig, så ingen hørte det. Men da bandte Storslåpen, så det gik
sort om lensmanden. "Ja, ja;" sagde lensmanden, "er det ikke
dig, så er du vel sagtens kar for at ligge sammen med det
benskranglet inat, du?" - "Jeg er nok det, jeg," svarede
Storslåpen. Og nu bandt doktoren det sammen i lederne og lagde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0043.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free