Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Syvende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ende; men det fejgeste af alt er dog, at jeg kan sidde og sige
mig alt dette selv.
. . . Dræbe mig? Pyt sa’n! Dertil er jeg for fejg. Og så
tror jeg på gud, - ja, jeg tror på gud. Jeg vil gjærne til ham;
men fejgheden holder mig fra ham. Stor flytning, og derfor
kvier sig et fejgt menneske. Men om jeg prøvede, sådan som
jeg formår? Almægtige! Om jeg prøvede? Måtte kurere mig,
som mit mælkeliv tålte det; ti der er ikke ben i mig længer,
ej heller brusk, bare noget flydende, skvalp. - Om jeg
prøvede - med gode, milde bøger, - ræd de stærke -; med
vakre eventyr, sagn, alt det, som mildt er, - og så en præken
hver søndag og en bøn hver kvæld. Og ordentligt arbejde, at
religionen fik ager, kan ikke så i dovenskab. Om jeg prøvede;
kjære, milde min barnegud, om jeg prøvede!»
Men en åbnede låvedøren, for ind over gulvet, ligbleg i
ansigtet, skjønt sveden trillede ned ad det, og det var moderen.
På den andre dagen ledte hun efter sin søn. Hun ropte hans
navn, men stansede ikke for at lytte, bare ropte og for
omkring, til han svarede borti høstålet, hvor han lå. Da gav hun
et højt skrig, hoppede i stålet lettere end en gut og lå over
ham: -
- «Arne, Arne, er du her! Så fandt jeg dig dog; jeg har
ledt siden igår; jeg har ledt i hele nat! Stakkars, stakkars Arne!
Jeg så, de havde gjort dig ondt! jeg vilde så gjærne ha talt til
dig og trøstet dig; men jeg tør jo aldrig tale til dig!–––-
Arne, jeg så du drak! O, gud, den almægtige! Lad mig aldrig
oftere se det!» - Det var længe, før hun kunde sige mere.
«Jesus bevare dig, mit barn, jeg så, du drak! - Med et var
du kommen væk for mig, drukken og sønderslåt af sorg som du
var, og jeg løb omkring i alle huse; jeg var langt ude i marken;
jeg fandt dig ikke; jeg ledte i hvert kjær; jeg spurte alle folk;
jeg var her også; men du svarede mig ikke - Arne, Arne!
Jeg gik langs med elven; men det synes ikke nogetsteds dybt
nok -» hun knugede sig ind til ham.
«Da kom det så godt til brystet mit: Du måtte jo være
gåt hjem, og vejen gjorde jeg vist på et kvarter; jeg åbnede
og søgte i hvert rum, og så huskede jeg først, at jeg selv havde
nøglen; du kunde jo ikke være sluppen ind. - Arne! i nat
har jeg ledt langs vejen på begge kanter; jeg turde jo ikke gå
til Kampestupet! - Jeg ved ikke, hvordan jeg er kommen hid;
der er ingen, som har hjulpet mig; men vorherre gav mig ind
at du skulde være her!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
