- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
32

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson With: Moltke Moe
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Ottende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ARNE
^^^^

"Ja, skiner ikke koen idag, så skiner hun aldrig," så’ mor,

- hun glante op til lien.

"Det var slig en vakker solskinsdag,

jeg kunde ikke være inde;

så la’ jeg på fossen i store slag;

der var nu vel fred at finde!

Mens solen hun sken, så druknede jeg, -

har du skrevet visen, så er det ikke mig."

"Bare tre slige solskinsdage, og alting er i hus," så’ mor,

- hun gik og rede sengen min.

Alligevel blev samlivet med moderen hver dag til større og
større husvalelse. Det, hun ikke forstod, fik lige godt et
forhold til ham som det, hun forstod. Ti derved, at hun ikke
forstod, tænkte han det oftere om igjen, og hun blev bare
kjærere for ham ved, at han til alle sider fandt hendes
grænser. Ja, hun blev ham uendelig kjær!

Arne havde som barn ikke brydd sig om eventyr. Nu som
voksent menneske længtes han til eventyrene, og disse drog
folkesagn og kjæmpeviser efter sig. Hans sind tog en
underlig længsel; han gik meget alene, og mange steder der omkring,
som han før ikke havde set på, syntes ham så vakre. Den
tid, han sammen med sine jævnaldrende gik til konfirmation,
havde de ofte leget ved et stort vand nedenfor præstegården,
Svartesjøen kaldet, fordi det lå dybt og sort. Det vand
begyndte han nu at tænke på, og en kvæld drog han did op.

Han satte sig bag et kjær tæt under præstegården; denne
lå i en meget brat bakke, som længre oppe blev til højt fjæld;
ligeså var det på den anden bred, og derfor bar det store
slagskygge ud over vandet på begge sider: men langs efter det i
midten var en stribe fagert sølvvand. Alt lå i ro; solen holdt
på at gå ned; der skranglede lidt bjældeljom over fra den
modsatte bred; men ellers var det stille. Arne så ikke lige over
for sig, men først indover i bunden af vandet, fordi solen
sprængte noget bristende rødt udover der, lidt før den sank.
Fjældene havde derinde bøjet sig til side, så der var en lang,
lavt liggende dal imellem, og mod denne slog vandet op. Men
det så ud, som om fjældene randt langsomt ned mod hinanden
for at ta den mellemliggende dal ind som i en gynge. Gård i
gård lå ind over dalen; røgen slog op og kom væk; markerne
stod grønne og dampede; både lagde til, ladede med hø. Han
så meget folk gå af og til, men kunde ingen støj høre. Øjet

32 &3

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 15:37:10 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bjorfort/0050.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free