Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hun fletted’ en stor uden farvesans:
"Min brudekrans!"
Hun fletted’, så fingrene bleve blå:
"Sæt du den på!"
Men da hun skulde vende sig, hun ingensteds ham så.
Hun fletted’ modig foruden stans
på sin brudekrans.
Men nu var det langt over sanktehans,
ingen blomster fandt’s.
Hun fletted’ af de blomster, som slet ikke fandt’s!
"Til sanktehans
er der latter og dans;
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans."
Det var vemoden i hans sjæl, som gjorde det første
kjær-lighedsbillede, som gled hen over hans sjæl, så mørkt. En
dobbelt længsel: efter at holde af nogen og efter at bli noget
stort, flød sammen og blev til én. I den tid arbejdede han
atter med visen "over de høje fjælde," forandrede og sang og
tænkte stille ved sig selv: "Det bærer nok ud alligevel; jeg
synger så længe, til jeg får mod." Han glemte ikke moderen
i disse sine udfærdstanker; han trøstede sig nemlig med, at
han, straks han fik fast fod i det fremmede, vilde hente hende
og da byde hende kår, som han aldrig kunde tænke på at
skaffe sig eller hende i hjemmet. Men midt i disse store
længsler legede noget stille, kvikt, fint, det skjød bort og kom
igjen, nappede og flygtede, og drømmer, som han var bleven,
var han bedre i de uvilkårlige tankers vold, end han selv
vidste.
Der var en munter mand i den bygd, som hed Ejnar Aasen;
han havde tyve år gammel brukket sit ben; siden gik han med
stav; men hvor han kom hinkende på den stav, var der altid
lystighed på færde. Manden var rig; en stor nøddeskog lå på
hans ejendom, og det var vist, at en af de vakreste
solskinsdage i høsttiden var en flok muntre jenter samlet hos ham
for at plukke nødder. Da var der stor beværtning om dagen
og dans om kvælden. De fleste af disse jenter havde han stat
fadder til; for han stod fadder til den halve bygd; alle barn
kaldte ham gudfar, og efter dem både gamle og unge. -
Gudfar og Arne var vel kjendte, og gudfar likte ham for
hans visers skyld. Nu bad han ham være med i nøddelaget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
