Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Arne blev rød og vægrede sig; han var ikke vant til at være
sammen med kvindfolk, sagde han. "Så skal du vænne dig
til det," svarede gudfar.
Arne kunde i nætter ikke få sove for dette; frygt og længsel
stred i ham: men hvordan det end gik: han kom med og var
så godt som den eneste ungkarl blandt alle disse kvindfolk.
Han kunde ikke nægte, at han følte sig skuffet; det var ikke
dem, han havde sunget om, ej heller dem, han havde frygtet
for at træffe sammen med. De holdt et leven, han i sine dage
ikke havde set magen til, og det første, som undrede ham, var,
at de kunde le over ingen verdens ting; og dersom tre lo, så
lo de fem, bare fordi de tre lo. Allesammen bar de sig ad,
som levede de ihob hver dag; og det var dog dem, som ikke
havde truffet sammen før idag. Dersom de nådde den gren,
de hoppede efter, lo de derad, og dersom de ikke nådde, lo de
også derad. De slogs om krogen til at hægte fast med; de,
som fik den, lo, og de, som ikke fik den, lo også. Gudfar
hinkede efter med staven og gjorde dem al den fortræd, han
var god til. De, han nådde, lo, fordi han nådde dem, og de,
han ikke nådde, lo, fordi han ikke nådde dem. Men
allesammen lo de ad Arne, fordi han var alvorlig, og da han så måtte
le, lo de, fordi han endelig lo.
De satte sig tilsist op på en stor haug, gudfar i midten og
alle jenter omkring. De så vidt omkring sig; solen stak; men
de ænsede det ikke, kastede nøddehamser og skal på
hverandre, men gav gudfar kjærner. Gudfar hyssede på dem og
slog om sig med staven, så langt han nådde; ti nu vilde han,
de skulde fortælle og helst noget trøjsomt. Men at få dem til
at fortælle historier syntes vanskeligere end at stanse en løs
vogn i en bakke. Gudfar begyndte; der var mange, som ikke
vilde høre; for hans historier kjendte de før; men tilsist hørte
de dog allesammen. Og før de vidste af det, sad de midt oppe
i det og fortalte, det bedste de kunde. Nu undrede det Arne
meget, at lige så støjende de før havde været, lige så alvorlige
var deres historier. De gik mest om kjærlighed,
"Men du, Aase, har en god en; det ved jeg fra ifjor," sagde
gudfar og vendte sig mod en førlig jente med godt, rundladent
ansigt; hun sad og flettede håret på en yngre søster, som lå
med hodet i hendes fang. "Den tør være kjendt af flere,"
svarede hun. "Kom med den alligevel," bad de. "Jeg skal
ikke være længe at nøde," svare hun og fortalte og sang, mens
hun flettede:
38
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
