Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men atter andre, at så vakker som den, de havde havt, kunde
den i alle fald ikke være. Og tilsidst fik de alle lyst til at
fortælle sine drømme. Men det måtte ikke være højt; det måtte
være bare til en, og det måtte slet ikke være til gudfar. Arne
sad så stille der borte på haugen, og så blev det ham, de turde
fortælle dem til.
Arne satte sig bort under en hassel, og så kom hun til ham,
hun, som først havde fortalt. Hun betænkte sig længe, men
fortalte så:
"Jeg drømte, jeg stod ved et stort vand. Da så jeg en gå
på vandet, og det var en, som jeg ikke vil nævne. Han steg
op i en stor tjørnblom og sad og sang. Men jeg gik ud på et
af de store blade, som tjørnblommen har, og som ligger og
svømmer; på det vilde jeg ro over til ham. Men straks jeg
var kommen på bladet, så begyndte det at synke med mig, så
jeg blev meget ræd og gråt. Da kom han roende til i
tjørnblommen -, løftede mig op i til sig, og vi rodde over alt vand.
- Var ikke det en vakker drøm?"
Den lille, som havde fortalt den lille historie, kom:
"Jeg drømte, jeg havde fanget en liden fugl, og jeg var
så glad, og vilde slet ikke slippe den, før jeg var kommen hjem
i stuen. Men der turde jeg ikke slippe den, for da kunde far
og mor bede mig lukke den ud igjen. Så gik jeg op på loftet
med den; men der gik katten og lurede, og så kunde jeg ikke
ikke slippe den der heller. Så vidste jeg ikke mine arme råd,
men gik op på laven; gud, der var så mange sprækker, og
den kunde rejse sin vej! Nej, så gik jeg ned på gården igjen,
og der syntes jeg en stod, som jeg ikke vil nævne. Han stod
og legede med en stor, stor hund. "Jeg vil heller lege rned
den fuglen din," sagde han og kom mig så nær. Men jeg syntes,
jeg lagde på sprang, og både,han og den store hund efter, og
jeg sprang gården rundt; men så lukkede mor op svaldøren,-
trev mig ind og kastede døren til. Men udenfor stod gutten
og lo, med ansigtet på ruden. "Se, her er fuglen!" sagde han
- og tænk, så havde han fuglen! - Var ikke det en rar
drøm?" -
Så kom hun, som havde fortalt om alle de trostene. Eli
havde de kaldt hende. Det var den Eli, han havde set hin
kvæld i båden og i vandet. Hun var den samme, og dog ikke
den samme, så voksen og vakker, som hun sad der med det
fine ansigt og den smækre skabning. Hun lo så meget, og
derfor var det længe, før hun kom sig til; men så fortalte hun:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
