Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Niende kapitel - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
"Jeg havde glædet mig så svært til at komme i nøddeskogen
idag, og derfor drømte jeg inat om, at jeg sad her på bakken.
Solen skinnede, og jeg havde hele fanget fuldt af nødder. Men
så var der kommet et lidet ikorn med op imellem nødderne,
og det sad på hug i fanget og spiste dem op allesammen. -
Var ikke det en rar drøm?"
Og endnu flere drømme blev ham fortalt; men så skulde
han sige, hvilken var vakrest. Han måtte få god
betænkningstid, og imidlertid drog gudfar med hele flokken ned mod gården,
og Arne skulde komme efter. De hoppede ned over bakken,
ordnede sig i række, da de var kommen ned på sletten, og
sang hjemover mod huset.
Han sad der igjen og hørte på sangen; solen faldt lige på
flokken; det lyste i deres hvide skjorteærmer; snart tog den
ene den anden om livet; de dansede bortover engen, og gudfar
efter med stokken, fordi de trådte ned håen. Arne tænkte ikke
mere på drømmene; han så snart ikke mere efter jenterne;
tankerne lagde sig ud over dalen som de fine soltråde, og han
sad igjen der på bakken og spandt. Før han vidste af det, sad
han i et tæt væv af tungsind; han længtede ud, og aldrig i
verden som nu. Han tog fast løfte af sig selv, at straks han
kom hjem, vilde han tale til moderen, det fik gå, som det vilde!
Hans tanker blev stærkere og drev ind i visen: "Over de
høje fjælde." Så snare havde aldrig ordene været, ej heller
havde de føjet sig så sikkert i lag; de var næsten som jenter,
der sad rundt på en haug. Han havde et stykke papir hos sig,
og han skrev ned over sit knæ, og da han havde skrevet
visen færdig, rejste han sig som forløst, vilde ikke til folk, men
tog skogvejen hjemover, skjønt han vidste, at da måtte han ta
natten med. Første gang, han på veien satte sig ned at hvile,
vilde han ta visen op igjen og synge den for sig selv ud over
al bygd; men da havde han glemt den igjen, der han havde
gjort den. -
- En af jenterne søgte efter ham på haugen, fandt ikke
ham, men visen.
TIENDE KAPITEL.
At tale til moderen var ikke så let gjort som tænkt. Han
hentydede til Kristian og de breve, som aldrig kom; men
moderen gik fra ham, og det var hele dage efter, at han trodde,
44
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
