- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
46

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tiende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ARNE

din eller mor din noget siden?" - "Far gik op og så på mig,
men jeg gjemte mig bestandig væk; for han lo, når han så mig."
- "Men mor din?" - "Nej, hun så’ ingenting; men hun var
ikke så hård som ellers." - "Ja, du gav ham vel afslag?" -
"Naturligvis." - Da blev atter lang stilhed.

- "Du?" - "Ja -?" - "Tror du, der kommer nogen
sådan til mig?" - "Ja, naturligvis!" - "Er du gal! - A -
i! - Du, Eli! - End dersom han tog mig om livet?" - Hun
gjemte hodet.

Der blev megen latter, siden hvisken og tisken.

Jenterne gik snart; de havde hverken’set Avne, øksen eller
trøjen, og glad var han.

Nogle dage efter satte han Oplands-Knut til husmand under
Kampen. "Du skal ikke længer være ensom," sagde Arne.

Arne selv tog sig noget fast for. Han havde tidlig lært at
skjære med håndsag; ti han havde bygget meget på husene
hjemme. Nu vilde han øve denne dont; ti han kjendte, det
gjorde godt at ha en bestemt forretning; det gjorde også godt
at komme ud blandt folk, og så forandret var han efterhånden
blevet, at han kunde længes dertil, når han havde været en
stund for sig selv. Det bar slig til, han den vinter var på
præstegården et bil, og der var begge jenterne ofte sammen.
Arne tænkte på, når han så dem, hvem det vel var, som nu
fridde til Eli Bøen.

Det traf slig til, at han på en kjøretur måtte styre for
præstefrøkenen og Eli; han havde gode øren, men kunde dog aldrig
høre, hvad de talte om; somme tider talte Mathilde til ham;
da lo Eli og gjemte hodet. Således spurte Mathilde, om det
var sandt, at han kunde gjøre vers. "Nej," sagde han hurtig;
da lo de begge, snakkede og lo. Siden var han ikke god på
dem og lod, som han ikke så dem.

Engang sad han i borgestuen, mens folk dansede der;
Mathilde og Eli kom begge did bort for at se på. De trættede
om noget borti krogen, hvori de stod; Eli vilde ikke, men
Mathilde vilde, og hun vandt. Så kom de begge to bort til
ham, nejede og spurte, om han kunde danse. Han svarede
nej, og så vendte de sig begge, lo og løb. Det var da også
en bestandig latter, tænkte Arne og blev alvorlig. Men præsten
havde en liden plejesøn på ti-tolv år, som Arne holdt meget
af; af den gut lærte Arne at danse, når ingen så på.

Eli havde en liden bror på alder som præstens plejesøn.
Disse to var legekammerater, og Arne gjorde kjælke, ski, sna-

46 4^2

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0064.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free