- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
50

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tiende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

ARNE

hund på gården, som gjødde, hver gang der kom fremmedfolk;
men aldrig kunde gårdfolket høre hunden gjø, før en sagde:
"Hys!" og da gik den knurrende hen og lagde sig igjen.
Hjemme på Kampen var der en stor fløi på huset, som vendte
sig i vinden; her var der en endnu større fløj, som Arne måtte
lægge mærke til, fordi den ikke vendte sig. Når nu vinden
var strid, arbejdede fløjen for at komme løs, og så længe så
Arne på dette, til han måtte op på taget og løse fløjen. Den
var ikke fastfrossen som han tænkte; men en pinde var stukket
ned, for at fløjen skulde stå; den tog Arne ud og kastede ned;
pinden traf Baard, som kom gående. Han så op. "Hvad gjør
du der?" - "Jeg løser fløjen." - "Gjør ikke det; den skriger,
når den går." - Arne sad påskræfs over mønen: "Det er da
bedre, end at den tier stille." Baard så op på Arne, og Arne
ned på Baard; da smilede Eiaard: "Den, som må skrige, hvis
han skal tale, gjør da vel bedre i at tie, ved jeg."

Nu kan det være så, at et ord går igjen, længe efter det
er sagt, og det helst, når det er i det siste. Disse ord fulgte
Arne, der han i kulden krøb ned af taget, og de var endnu
med ham, da han om kvælden gik ind i stuen. Der stod Eli
i aftenskumringen ved et vindu og så ud over isen, som lå
blank i månen. Han gik til det andet vindu og så udover som
hun. Inde var det lunt og stille, ude var det koldt; en skarp
aftensno strøg gjennem dalen og ruskede så vidt i træerne, at
skyggerne,, som de kastede i måneskinnet, ikke lå stille, men
famlede og krøb omkring på sneen. Borte på præstegården
skar et lys hidover, åbnede og lukkede sig, tog mange kanter
og farver, sådan som det altid syntes, når man stirrer for længe
derpå. Fjældet stod over, mørkt, med eventyr i bunden, men
månelys på de øvre sneflader. Himlen havde stjærner oppe
og lidt flatrende nordlys borte i det ene hjørne, men det vilde
ikke udover. Et stykke fra vinduet, nede mod vandet, stod
trær, og deres skygger listede over til hverandre; men den
store ask stod alene og skrev på sneen.

Det var stilt; kun engang imellem var der noget, som skreg
og ulede med lang klagende lyd. "Hvad er det?" spurte Arne.
- "Det er fløjen," sagde Eli, og siden føjede hun sagte til som
for sig selv: "Den må være sluppen løs." Men Arne havde
været som den, der havde villet tale og ikke kunnet. Nu sagde
han: "Husker du det eventyr om trostene, som sang?" -
"Ja." - "Det er også sandt; det var jo du, som fortalte det.
–––-Det var et vakkert eventyr." - Hun sagde med så blid

50 fi£3

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0068.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free