- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
55

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Ellevte kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ARNE

hug og grov i sneen med en pinde; Arne kjendte pinden; ti
det var den samme, som havde holdt fløjen fast. Baard så
ikke op; han sagde: "Det er vel ikke godt at være her nu;

- men det er, ligesom jeg ikke vil, du skal rejse." Og så
sagde ikke Baard mere, ej heller Arne; han stod lidt, gik så
bort og tog sig noget for, som var det afgjort, at han skulde
være.

Senere, da Arne blev indkaldt for at spise, sad Baard endnu
på stabben. Da gik Arne bort til ham og spurte, hvorledes
det idag stod til med Eli. "Det er nok rent galt idag," sagde
Baard; "jeg ser, moderen grater." Det var, som nogen bød
Arne sætte sig ned, og han satte sig bent over for ham på
enden af et omvæltet træ. "Jeg har tænkt tit på far din i disse
dagene," sagde Baard så uventet, at Arne intet kunde svare.
"Du ved vel, hvad som har været os imellem?" - "Jeg ved
det." - "Å ja; du ved bare det halve, som venteligt kan være,
og lægger stor last på mig." A^ne svarede om en stund: "Du
har vel opgjort den ting med din gud, du, lige så vist som nu
far min har det." - "Å ja; det kan være, som man tar det til,
det," svarede Baard. "Da jeg fandt denne pinden igjen, blev
det mig så underligt, at du skulde komme hid og løse fløjen.
Lige så godt først som sist, tænkte jeg." Han havde fåt huen
af sig og sad og så ind i den.

Arne forstod endnu ikke, at hermed mente han, at nu vilde
han tale med ham om hans far. Ja, han forstod det endnu
ikke, da han begyndte på det, så lidet lignede dette Baard.
Men hvad der var gåt forud i hans sind, mærkede han,
efterhånden som fortællingen skred frem, og havde han før havt
agtelse for denne tungvindte, men grundbrave mand, så blev
den ikke mindre efter dette.

"Jeg kunde vel være såpas som en fjorten år," sagde Baard,
idet han, ligesom af og til under hele sin fortælling, stansede,
sagde atter nogle ord, men stansede bestandig så, at fortællingen
fik et stærkt præg af at bli vejet i hvert ord. "Jeg kunde
være såpas som en fjorten år, da jeg lærte at kjende far din,
som var på samme alder. - Han var meget vild og tålte ingen
over sig. Og det var dette, han aldrig kunde glemme mig, at
jeg stod nummer én til konfirmationen, og han stod nummer
to. - Ofte bød han sig til at ville tages med mig, men det
blev aldrig til noget; ventelig var ingen af os tryg på sig selv.

- Men underligt er det, at han slogs hver dag, og ingen
ulykke opkom deraf; den ene gangen, jeg skulde til, gik det så

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0073.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free