Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tolvte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sang viser med høj røst: da kom moderen ned og bad fra
Eli, om han ikke vilde komme didop og synge, så kunde hun
få høre ordene. Arne havde nok siddet og sunget for Eli, der
han sad; ti da moderen nu sagde dette, blev han rød og rejste
sig, som vilde han nægte, hvad han havde gjort, skjønt ingen
havde sagt det. Han tog sig snart og sagde undvigende, at det
var så lidet, han kunde synge. Men moderen mente, det
lod ikke så, når han sad alene.
Arne gav efter og gik. Han havde ikke set Eli, siden den
dag da han hjalp til at bære hende op; han følte, at hun nu
måtte være meget forandret, og det gjorde ham ligesom lidt
ræd. Men da han sagte åbnede døren og trådte ind, var det
stummende mørkt i værelset, og han så ingen. Han stansede
ved døren. "Hvem er det?" spurgte Eli klart og sagte. "Det
er Arne Kampen," svarede han varsomt, for at ordene skulde
falde blødt. - "Det var snilt, du kom." - "Hvorledes står
det til med dig, Eli?" - "Tak, nu er det bedre."
"Du får sætte dig ned, Arne," sagde hun en stund efter,
og Arne følte sig fremover til en stol, som stod ved
sengefoden. "Det var så godt at høre dig synge, du må synge lidt
for mig heroppe." - "Bare jeg kunde noget, som passede
her." - Der blev stille en stund; da sagde hun: "Syng en
salme!" og det gjorde han, det var noget af en
konfirmations-salme. Da han sluttede, hørte han, at hun gråt, og derfor
turde han ikke synge mere; rnen om lidt sagde hun: "Syngen
sådan en til," og han sang en til, nemlig den, som almindeligst
bruges på kirkegulvet. "Hvor mange ting har jeg tænkt på,
mens jeg har ligget her," sagde Eli. Han vidste intet at svare
og hørte hende gråte stille derinde i mørket. Et ur kakkede
borte på væggen, drog op til slag og slog så. Eli drog
langsomt pusten et par gange, som vilde hun lette brystet, og så
sagde hun: "En ved så lidet, kjender hverken far eller mor.
- Jeg har ikke været god mod dem, - jeg, og derfor er det
så underligt nu at høre den konfirmationssalmen."
Når man taler i mørket, blir man altid mere sandfærdig,
end når man ser hverandres ansigt; man siger også da
mere.
"Det var godt at høre de ord," svarede Arne; han tænkte
på, hvad hun havde sagt, den gang hun blev syg. Det forstod
også hun, og derfor sagde hun: "Var nu ikke dette hændt
mig, så gud ved, hvor længe jeg havde gåt, før jeg havde fundet
mor." - "Hun har talt med dig nu?" - "Hver dag; hun har
58 ^2?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
