Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Trettende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det blir tyngre for hvert." - "Hvad er det, kjære kone?" -
Der var en stund ophold, så sagde hun: , J eg bærer stor synd
for min søn," hun begyndte at gråte. Præsten gik tæt ind til
hende: "Tilstå mig den, så skal vi sammen bede gud, at den
må bli dig tilgivet."
Margit hulkede og tørrede sig, men begyndte igjen at gråte,
idet hun skulde tale, og således op igjen flere gange. Præsten
trøstede hende og sagde, at det vist ikke kunde være noget så
brødefuldt, hun var vist for Stræng mod sig selv o. s. v. Men
Margit gråt og kom sig ikke til at begynde, før præsten havde
sat sig ned ved siden af hende og snakket vel for hende.
Da kom det lidt efter lidt frem: "Gutten har havt det ondt
som barn, og da fik han rejsehugen. Så traf han Kristian,
han, som nu er bleven storrig derover, hvor de graver guld;
Kristian gav Arne så mange bøger, at han ikke længer blev
som vi; de sad sammen i lange nætter, og da Kristian rejste,
vilde gutten efter. Men på den tid faldt faderen overende, og
gutten lovede aldrig at forlade mig. Men jeg var som en høne,
der havde fåt et andeæg op under sig; da ungen havde fåt
luft, vilde den ud på det store vand, og jeg gik igjen og skreg.
Nådde han ikke selv, så nådde hans viser, så jeg trodde hver
morgen, at hans seng stod tom.
Da var det, at der kom et overhændig langvejs brev til
ham; og det måtte være fra Kristian. Gud han tilgive mig,
at jeg tog og gjemte det! Jeg trodde, det havde blevet derved,
men endnu et kom der, og havde jeg gjemt det første, så
måtte jeg gjemme det andet. Men var det ikke, som de skulde
brænde hul på kisten, der de lå; for tænke til den kanten
måtte jeg, fra det jeg slog øjnene op, til jeg lagde dem i. Og
du skulde aldrig ha set noget så galt, for der kom et tredje
til! Jeg stod med det i hånden et kvarter; jeg bar det på
brystet i tre dage og vejede med mig selv, om jeg skulde gi
ham det eller lægge det hen til de andre; men kanske det
havde magt til at lokke gutten ifra mig, og jeg kunde ikke for
det, men jeg lagde det hen til de andre. Nu gik jeg i angst
hver dag både for dem, som var i kisten, og for at der skulde
komme noget nyt. Hvert menneske, som drog tilgårds, var
jeg ræd; sad vi begge inde, og det tog i døren, så skalv jeg;
ti det kunde jo være brev, og da fik han det. Når han var i
bygden, gik jeg hjemme og tænkte, at nu får han kanske brev
derude, og i det står om dem, som er komne før! Når han
vendte hjem, så jeg på ansigtet langt borte, og herre gud, hvor
63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
