- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
64

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Trettende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

glad jeg var, når han smilede, for da havde han intet fåt!
Han var blevet så vakker også nu, ligesom far sin, men mere
lyslet og blid. Og så havde han sligt et mål til at synge med;
- når han sad ude i døren i kvældsolen, sang han op imod
åsen og lyttede efter svar, da kjendte jeg på mig, at miste ham
kunde jeg aldrig! - Bare jeg så ham, eller jeg vidste, han var
der etsteds omkring, og han var nogenlunde glad at se til, og
han bare kunde gi mig et ord engang imellem, så ønskede jeg
mig ikke mere her på jorden, og jeg vilde ikke, at nogen tåre
skulde være ugrædt. -

Men netop som det syntes, han bedre trivedes og likte sig
bedre blandt folk, kom der bud fra poståbneriet, at nu var det
fjerde brev kommet, og i det var der to hundrede daler! -
Jeg tænkte, jeg havde seget ned, der jeg stod: Hvad skulde
jeg nu gjøre? Brevet kunde jeg vel altid få afvejen, men
pengene? Jeg fik ikke sove i flere nætter for disse penger;
jeg havde dem en stund på loftet, en stund i kjælderen bagom
en tønde, og engang var jeg så overgi’t, at jeg lagde dem i
vinduet, så han kunde finde dem! Da jeg hørte, han kom, tog
jeg dem igjen. Men tilsist fandt jeg dog ud måden: jeg gav
ham pengene og sagde, de havde stat ude, fra den tid mor
levede. Han lagde dem i jorden, som jeg selv havde tænkt,
og der kom de ikke væk. Men så skulde det hænde sig, at
netop den høsten sad han en kvæld og undrede sig over, at
Kristian havde glemt ham for bestandig!

Nu slog såret op igjen, og pengene brændte; synd var det,
og til ingen nytte havde synden været!

Den mor, som bærer synd for sit barn, er den ulykkeligste

mor af alle;–––-og dog gjorde jeg det bare af kjærlighed.

–––-Så skal jeg vel straffes derefter med at miste det kjære-

ste. For siden midtvinters har han fåt igjen den tonen, som
han synger, når han længes; den har han sunget fra gutten
af, og jeg hører den aldrig, uden at jeg blir bleg. Da kan jeg
gjøre, hvad det skal være, og her skal du se," - hun tog et
lidet papir op af sin barm, viklede det ud og gav præsten,
"her er noget, han skriver på imellemstunder; det går vist på
den tonen. Jeg tog det med, for jeg kan ikke se så fin skrift;
se, om der ikke står noget om rejsen. -"

Der var bare et vers på dette papir. Til det andet vers
stod der en halv og en hel linje hist og her, som var det en
vise, han havde glemt og nu erindrede frem igjen, vers for
vers/ Men det første verset lød:

64 £^>

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0082.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free