Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Trettende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Undrer mig på, hvad jeg får at se
over de høje fjelde?
Øjet møder nok bare sne;
rundt omkring står det grønne træ,
vilde så gjærne over; -
tro, når det rejsen vover? -
"Står der om rejsen?" spurgte Margit, hun hang ved
præstens øjne. "Ja, det er om rejsen," svarede han og lod papiret
synke. "Vidste jeg det ikke! O gud, jeg kjendte jo tonen!"
Hun så på præsten med foldede hænder, bange, spændt, mens
tåre på tåre trillede ned over kindet.
Men her vidste præsten lige så lidt råd som hun. "Gutten
må være alene om dette," sagde han. "Livet forandrer sig
ikke for hans skyld, men det kommer an på, om han selv
engang kan se mere i det. Nu vil han nok ligesom rejse ud
efter det." - "Men kjære, det er da ligesom med kjærringen,
det," sagde Margit. - "Med kjærringen?" spurte præsten. -
"Ja, hun, som rejste ud efter sollys til sig, i stedet for at hugge
vindu på væggen sin." - Præsten blev forundret over hendes
skarpsind; men det var ikke første gang, når hun kom på dette
emne; for Margit havde jo ikke tænkt på andet i syv-otte år.
"Tror du, han rejser? Hvad skal jeg gjøre? Og pengene?
Og brevene?" Det trængte ind på hende alt på en gang. "Ja,
med brevene er det ikke rigtigt. At du har forholdt ham, hvad
hans er, det kan du vanskelig forsvare. Men værre er det
imidlertid, at du har sat en medkristen i dårligt lys for din
søn, skjønt han ikke har fortjent det, og værst er det, at det
er en, han havde så kjær, og som holdt inderlig af ham igjen.
Men vi skal bede gud tilgive dig; vi skal begge bede ham."
Margit sænkede sit hode; hun sad endnu med foldede hænder:
"Hvor jeg skulde bede ham om forladelse, bare jeg først vidste,
han vilde bli!" - Hun tog nok fejl af vorherre og Arne.
Præsten lod, som han ikke lagde mærke til dette. "Agter du at
tilstå ham det nu straks?" spurgte han. Hun så dybt ned og
sagde sagte: "Turde jeg vente lidt endnu, så vilde jeg nok
gjærne." Men præsten smilede, uden at hun så det; han
spurte: "Tror du ikke, at din synd blir større, jo længer du
dvæler med tilståelsen?" - Hun arbejdede på tørklædet med
begge hænder, lagde det sammen i en ganske liden firkant og
forsøgte på at få det i en endnu mindre; men det vilde ikke
gå: "Tilstår jeg dette med brevene, så er jeg ræd, han rejser."
6 - Bjørnson: Fortællinger. <^
65
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
