Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Fjortende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
frem; ti nu kunde han se, en fugl fløj op ifra busken, skreg
skræmt og skar bortover bakkehældingen; da så hun op, hun,
som sad der; han dukkede sig ned, dybt, holdt ånden igjen,
hjærtet klappede, han hørte hvert slag, lyttede, turde ikke røre
ved et blad; ti det var jo hende, det var Eli! - Længe, længe
efter så han op et lidet gran, vilde gjærne drage sig et skridt
nærmere; men fuglen kunde ha rede under busken, og det
turde han ikke træde på. Han så da frem mellem bladene,
efter som de fløj til side eller stak sig sammen. Solen faldt
lige på hejide, hun sad i en sort livkjole uden ærmer, havde
en halmhat på hodet, som tilhørte en gut; den sad løst og vilde
falde til den ene side. I fanget havde hun en bog liggende,
men ovenpå den en hel del markblomster; hendes højre hånd
famlede ind imellem dem som i tanker, den venstre var lænet
på knæet, og i den lå hendes hode. Hun så ud efter, der
hvor fuglen var fløjet, og det var uvist, om hun havde grædt.
Noget vakrere havde Arne i sine levedage hverken set eller
drømt; solen lagde også alt sit guld på hende og pletten, og
sangen drev om hende, skjønt den længst var sunget, så han
tænkte, drog ånde, ja hjærtet slog i takten af den.
Hun tog bogen og åbnede den, men lukkede den snart og
sad som før, mens hun gav sig til at nynne. Det var "Træet
stod færdig med blad og med knop" - han kunde høre det,
skjønt hun ikke erindrede godt hverken ordene eller tonen
og tog ofte fejl. Det vers, hun kunde best, var det siste, derfor
tog hun det ofte op igjen; men hun sang det således:
Og træet fik bær, de var modne og rød’.
"Jeg må få dem!" bad jenten, hun var nu så sød.
"Ja, alle disse små
dem kan du gjærne få!"
så’ træet - trala-la-la-la, sød! -
Og så med en gang sprang hun op, rystede alle blomsterne
omkring, haukede, så tonen trinsede gjennem luften og nådde
gjærne lige over til Bøen. Og så sprang hun!–––-Skulde han
rope? Nej! - Der hoppede hun alle bakker ned, syngende,
trallende; der faldt hatten af, der tog hun den op igjen, der
stod hun midt i det højeste græsset. - "Skal jeg rope? Hun
ser sig om!" - Han ned. Længe var det, før han turde gløtte
frem, og først løftede han bare hodet, så hende ikke; - stod
på knæ, så hende ikke; - - helt op, - nej, hun var
borte! - –
£^- 71
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
