Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Fjortende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNF
/\i\iNC
Han vilde ikke mere til præstegården. Han vilde ingenting!
- Siden sad han, hvor hun havde siddet, sad der endnu, da
solen gik til middag. Sjøen trillede ikke med en eneste båre,
fra gårdene begyndte røgen at titre i vejret, agerrikserne holdt
op, den ene efter den andre, småfuglene spøgte vel, men drog
sig mod skogen, duggen var borte, så græsset stod alvorligt,
ingen vind var der, så bladene hang stille, solen stod om en
time i middag. Han vidste ikke, hvordan det gik til, at han
sad der og stellede med et lidet digt; en blød tone kom og
bød sig frem til det, og med brystet underligt fyldt af alt, som
var mildt, gik og kom tonen så længe, til den havde med et
helt billede.
Han sang det stilt, som han havde gjort det.
l skogen smågutten gik dagen lang.
gik dagen lang;
Der havde han hørt slig en underlig sang,
underlig sang.
Gutten en fløjte af selje skar,
af selje skar,
og prøved’, om tonen derinde var,
derinde var.
Tonen den hvisked’ og nævnte sig,
og nævnte sig;
men best som han lytted’, den løb sin vej,
den løb sin vej.
Tit, når han sov, den til ham smøg,
den til ham smøg,
og over hans pande med elskov strøg,
med elskov strøg.
Vilde den fange og vågned’ brat,
og vågned’ brat;
men tonen hang fast i den blege nat,
den blege nat.
"Herre, min gud, tag mig derind,
tag mig derind;
ti tonen har fået mit hele sind,
mit hele sind!"
72
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
