Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Femtende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg tænke, jeg blev noget rigtig stort;
jeg tænkte, det kom, når jeg først kom bort;
til åndernes store stævne
højt stunded min unge evne.
Hun lærte mig, hun, før hun så’ et ord:
Det største, som gud kan give,
er ikke at kaldes berømt og stor,
men mennesket ret at blive.
Jeg tænkte, jeg blev noget rigtig stort;
jeg tænkte det kom, når jeg først kom bort.
Jeg kjendte det koldt i hjemmet,
jeg kjendte mig mistænkt, fremmed.
Da hende jeg så, jeg kjærlighed så
i næsten hvert blik mig mødte;
det var bare mig, de ventede på, -
og livet på nyt sig fødte!
Der kom siden mangen en sommernatstur og mangen en
vise derefter. En af dem må optegnes:
Jeg ved ej, hvorledes det alt er kommet,
det har ikke stormet, det har ikke flommet,
en legende, blinkende bæk i mig selv
har bøjet sig ind i den brede elv,
som ganger stor, så stor mod havet.
Der noget må være i selve livet,
som kalder på den, hvem trang et givet,
en dragende magt, et kjærligt bryst,
som sorg og skyhed og udfærdslyst
kan favne med fred i brudegave.
Kan livet mig sende et bud, uskyldigt,
som det, nu kaldte, jeg føler fyldigt:
en ordnende gud har været her før,
hans levende love det hele gjør, -
stilt bæres jeg mod det evige gode.
Men kanske ingen udtrykte hans taknemmelighed som
den følgende:
Den magt, som gav mig min lille sang,
har gjort, at livsgangens sorg og glæde
7 - Bjørnson: Fortællinger. r
81
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
