- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
86

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Første kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

SYNNØVE SOLBAKKEN

hvorledes hun imidlertid blev passet hjemme. * Var der på
gården noget lam, kid eller nogen liden gris, som vantrivdes,
eller en ko, noget ondt kom over, blev det altid givet Synnøve
til ejendom, og moderen syntes videv at fra den stund kom det
sig; faderen trodde ikke rigtig, det kom deraf, men "det var i
alle fald det samme, hvem af dem ejede fæet, når det blot
trivdes."

På den andre side af dalen og tæt under det høje fjæld lå
en gård, som hed Granliden, så kaldet, fordi den lå midt i en
stor granskog, den eneste i vid omkreds. Ejerens oldefar havde
været blandt dem, som lå i Holsten og ventede russen, og fra
denne færd bar han mange fremmede og forunderlige frøsorter
med hjem i tornistret. Dem plantede han rundt sine huse;
men i tidens længde var en efter en gåt ud; kun nogle
gran-kongler, som sært nok var komne iblandt, havde sat stærk
skog og skyggede nu husene til alle sider. Holstensfareren
havde hedt Thorbjørn efter sin bestefar, hans ældste søn
Sæmund efter faderen, og således havde på den gård ejerne
skiftevis hedt Thorbjørn og Sæmund - op i umindelige tider. Men
det ord gik, at i Granliden havde blot anden hver mand lykken
med sig, og det var ikke ham, som hed Thorbjørn. Da den
nuværende ejer, Sæmund, fik den første søn, tænkte han
mangehånde derved, men turde dog vanskelig bryde slægtens
skik og kaldte kam derfor Thorbjørn. Grundede han da over,
om ikke gutten kunde opdrages slig, at han kom forbi den
skjæbnesten/ snakket havde lagt i hans vej. Han var ikke
rigtig viss på det, men han syntes mærke stridigt sind hos
gutten; "det skal plukkes ud," sagde han til moderen, og så
snart Thorbjørn var blevet tre år, satte faderen sig stundom
hen med et ris i hånden, tvang ham så til at bære alle
ved-trær tilbage på sin plads, ta op igjen den kop, han havde
kastet, klappe katten, som han havde klepet. Men rjioderen
gik gjærne ud, når det sind kom over faderen.

Sæmund undredes ved, at alt som gutten blev støkre, var
der mere at rette hos ham, og det uagtet han steqse blev
strængere medfaren. Han holdt ham tidlig til bogeri og lod
ham gå med på marken for at kunne ha et øje mød ham.
Moderen havde stort hus og småbarn; hun kunde ikke mere
end klappe og formane sønnen, hver morgen hun klædte ham
på, og tale sagte med faderen, når helligdagene samlede dem.
Men Thorbjørn tænkte, når han fik hug, fordi a-b sagde ab
og ikke ba, og fordi han ikke havde lov at gi liden Ingrid ris,

86 Q£>

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0104.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free