Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
^SYNNØVE SOLBAKKEN
Men som nu denne leg var best i gang, kom faderen ind
og satte øjet vist på ham. Han trykkede Ingrid tættere i fang
og faldt slet ikke af stolen. Faderen vendte sig bort, sagde
ingenting; en halv time gik, han havde endnu intet sagt, -
og Thorbjørn vilde næsten begynde at være glad, men turde
ikke. Han vidste ikke, hvad han skulde tro, da faderen selv
hjalp til at klæde ham af; han begyndte så småt at skjælve
igjen. Da klappede faderen ham på hodet og strøg hans kind;
det havde han ikke gjort, så langt tilbage gutten kunde huske,
og derfor blev han så varm om hjærtet og over den hele krop,
at frygten randt af ham som is for solstik. Han vidste ikke,
hvorledes han kom i seng, og da han hverken kunde gi sig til
at synge eller rope, lagde han hænderne stille over kors, bad
fadervor seks gange fremlængs og baglængs, ganske sagte, -
og følte, idet han sovnede ind, at der var dog ingen på guds
grønne jord, han holdt slig af som af far sin.
Den næste dag vågnede han i en forfærdelig angst, fordi
han ikke kunde skrige; ti han skulde nu alligevel ha prygl.
Da han slog øjnene op, mærkede han til stor lettelse, at han
bare havde drømt det, men mærkede også snart, at en anden
netop skulde ha prygl, og det var Aslak. Sæmund gik op og
ned ad gulvet, og Thorbjørn kjendte nok den gang. Den noget
lille, men undersætsige mand så en og anden gang under de
buskede bryn således hen til Aslak, at denne nok følte, hvad
der lå i luften; Aslak selv sad oppe på bunden af en stor
tønde, ned ad hvilken hans ben dinglede eller krogede opover.
Han havde som sædvanlig hænderne i lommen og huen på
hodet trykket let ned, så at det tykke, mørke hår stak i dusker
frem under skyggen. Den lidt skjæve mund var endnu
skjæ-vere, det hele hode holdt han lidt på skakke og så til Sæmund
fra siden af under halvt tillukkede øjenlåg. "Ja, gutten din
er gal nok," sagde han; "men værre er det, at hesten din er
troldskræmt." Sæmund stansede; "du er en gap!" sagde han,
så det drønede i stuen, og Aslak lukkede øjenlågene endnu
tættere til. Sæmund gik på ny; Aslak sad en stund stille.
"Jogu’ er den troldskræmt, jo!" og skottede efter ham for at
se, hvad virkning det havde. "Nej, men den er skogræd er
den," sagde Sæmund fremdeles gående; "du har fældet træ
over den i marken, din uvorne slusk, og derfor kan ingen
længer få den til at gå rolig der." Aslak hørte en stund på
dette. "Jaja! tro det, du, troen kjæmmer ingen. Men jeg tviler
på, den gjør hesten din god igjen," lagde han til og skubbede
£^ 91
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
