Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
SYNNØVE SOLBAKKEN
sig i det samme længre ind på tønden og dækkede for ansigtet
med den ene hånd. Sæmund kom ganske rigtig hen til ham
og sagde sagte, men uhyggelig nok: "Du er en ond -"
"Sæmund!" lød det borte fra åren; det var Ingebjørg, konen,
som tyssede på ham, ligesom hun sad og tyssede på den
mindste, der var bange og vilde skrige. Barnet havde tiet før,
og nu taug også Sæmund; men han stak dog sin for en så
undersætsig mand meget lille næve lige op under næsen på
Aslak og holdt den der en stund, idet han ludede sig frem og
brændte ham med øjnene i ansigtet. Derpå gik han som før
og så hen til ham en og anden gang i hast. Aslak var meget
bleg, men lo dog med det halve ansigt over til Thorbjørn, idet
han holdt den side ganske stram, som vendte mod Sæmund.
"Vorherre give os et godt tålmod!" sagde han om lidt, men
bøjede i det samme albuen op som for at afbøde et slag.
Sæmund stansede tvært og skreg med al sin stemme, idet han
satte foden i gulvet, så Aslak gav sig: "Nævn ikke ham, -
du!" - Ingebjørg rejste sig med spædbarnet og tog ham mildt
i armen. Han så ikke til hende, men lod dog i det samme
armen falde. Hun satte sig, han gik atter op og ned; men
ingen sagde noget. Da dette varede en stund, måtte Aslak til
på ny. "Ja, han har vel meget at bestille på Granliden, -
han!" "Sæmund! Sæmund! hviskede Ingebjørg; men før det
nådde frem, var Sæmund alt raset hen til Aslak, som satte
foden for. Den blev brudt ned, karen grebet i den og
trøjekraven, løftet og således sat imod den lukkede dør, at
fæl-dingen gik ud, han ud igjennem den på hodet. Konen,
Thorbjørn, alle børnene skreg og bad for ham, og hele huset stod
i en jammer. Men Sæmund ud efter ham, huskede ikke på
at lukke døren ordentlig op, men spændte resterne til side, tog
ham anden gang, bar ham ud af svalen, ud på gården, løftede
ham højt og kastede ham med al magt ned igjen. Og da han
mærkede, at der var for megen sne til, at han kunde slå sig
tilgagns, satte han knæet på hans bryst og for ham lige op i
ansigtet, løftede ham tredje gang, bar ham til et mere snefrit
sted som en ulv, der drager en sønderreven hund, slap ham
atter, værre end før, knægik ham, - og ingen kunde vide,
hvorledes dette havde endt, dersom ikke Ingebjørg var styrtet
imellem med spædbarnet på armen; "gjør os ikke ulykkelige!"
skreg hun.
En stund efter sad Ingebjørg i stuen, Thorbjørn klædte sig,
faderen gik atter op og ned, drak nu og da lidt vand, men
92 &3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
